Sådan føler jeg mig i hvert fald.
I går aftes, imens jeg sad og så fjernsyn, begyndte det at krible i mine fingre.
Krible for at skifte gardiner i soveværelset hvor lysindfaldet kommer fra dobbeltdøren ud til den lukkede altan. Hele vinteren har jeg haft nogle lette, semi-transparente røde gardiner fra IKEA hængende, de gav varme i rummet og passede til mit røde sengetæppe og de røde pyntepuder i Kina jacquard.
Men nu gjorde de altså soveværelset for mørkt…forårssolen skulle ind.
Så i en reklamepause gik jeg resolut hen til en skuffe, tog et sæt gardiner op, ilede ind i soveværelset, op på min trappestige og fik skiftet gardinerne ud.
Resten af aftenen skulle jeg jævnligt hen i døren og kigge forelsket på mine “nye” gardiner.
“Nye” i anførselstegn fordi gardinerne godt nok aldrig havde været brugt – men nye kan man ikke just kalde dem.
De er købt for 10 år siden i IKEA, en af de der ting man ser og bare må eje. Og jeg anede ikke hvad jeg skulle bruge dem til, for de passede absolut ikke til indretningen i min daværende lejlighed. Så de kom i en skuffe og er blevet flyttet utallige gange igennem årene.
Da jeg flyttede sidste sommer dukkede de op i flytterodet og kom i en anden skuffe. Og nu har de så endelig fået deres renæssance i mit nye soveværelse. Og de lyser så meget op at det er helt utroligt.
Gad vide hvad jeg ellers har liggende jeg bare har måttet eje men ikke vidste hvad jeg skulle gøre med. Jeg ved i hvert fald at der står et par ting eller hundrede i min brors kælderrum fra da min far flyttede i 2002 – glæder mig næsten til at skulle hjælpe ham med at rydde op i hans kælderrum på et tidspunkt, jeg ved der står en del ting dernede som jeg gerne vil have hjem, og en del ting som jeg håber er der, men ikke ved…
De "nye" gardiner
1001 Kat 