Sig nærmer datoen for det afsluttende statusmøde – eller hvad vi nu skal kalde det.
Torsdag den 22. april klokken 9 er der møde om min fremtid. Til stede vil være undertegnede, min sagsbehandler, min jobkonsulent, chefen i min nuværende praktik og måske også min mentor.
Meningen med mødet er at få en status på min revalidering der slutter den 30. april – og forhåbentlig at få talt om nogle af mulighederne for hvad der skal ske efter den dato.
Meningen var jo at jeg skulle raskmeldes pr. 30. april til ordinært arbejde, i mit tilfælde forstået som 30 timers effektiv ugentlig arbejdstid.
Men det holder ikke vand, det har jeg efterhånden indset at jeg er nødt til at indrømme.
Jeg har ellers kæmpet med næb og kløer for at nå de timer, lukket alle spekulationerne inde i et lille, lydtæt rum og ignoreret dem og bare tonset på. Og hvorfor egentlig?
Fordi jeg er bange for at blive opfattet som doven. Bange for at få at vide at jeg bare ikke gider arbejde og at der så ikke kan gøres noget for mig. Bange for at de spredte diagnoser her og der ikke er nok til at retfærdiggøre at jeg bare ikke kan det andre vil have mig til.
Men det er jo også det jeg selv har villet have mig til. Mest fordi jeg føler jeg svigter hvis jeg ikke klarer det. Svigter andre vel at mærke, for jeg har slet ikke været opmærksom på at jeg i den grad svigter mig selv ved at pace mig selv mod et pt. uopnåeligt mål.
Men hvad er så fremtiden? Helt ærligt? Jeg aner det simpelthen ikke.
Der er så mange ting der står hen i det uvisse lige nu. For et halvt år siden ville jeg have været et rystende nervevrag af samme årsag, nu forsøger jeg at tage nogle dybe indåndinger og koncentrere mig om de ting jeg selv kan gøre noget ved her og nu og ignorere de ting der er udenfor min rækkevidde indtil de rent faktisk bliver relevante for mig. Det går rimeligt godt.
Jeg håber at jeg, inden mødet næste torsdag, får overbevist min indre stemme om, at jeg ikke svigter nogen, heller ikke mig selv, hvis jeg siger fra, men derimod beskytter mig selv og dermed er tro mod mig selv for måske første gang.
Hvad jeg skal sige er noget helt andet, det har jeg ikke regnet helt ud endnu. Men jeg arbejder på sagen…
1001 Kat 