Triumftog i Grenå

Standard

Ja, jeg ved ærligt talt ikke hvad jeg ellers skal kalde indlægget, selvom det lyder ret blærerøvsagtigt.

Jeg svæver rundt på en eller anden underlig uvirkelig sky og har gjort det siden først på eftermiddagen, for dagen i dag gik bare ud over alle forventninger.

Jeg havde tilmeldt Gizmo til i dag lørdag og kun i dag (pengepungen er lidt slatten for tiden) og meningen har hele tiden bare været at vi skulle hygge os, og alle dem jeg kender skulle have mulighed for at se den nye slanke Gizmo-model live.

Efter megen overvejelse endte jeg med at tilmelde Gizmo både som huskatte-pensionist i kl. 18 og i den ordinære huskatteklasse kl. 14. Mine forventninger var at der nok stadig ikke var konkurrence i kl. 18 med en “gratis” BIS til følge, og at vi formentlig blev nummer sjok i kl. 14 som sædvanlig….men det kunne nu være sjovt at se hvad dommeren syntes om ham nu han er noget slankere.

Som sagt så gjort og vi drog afsted i morges, min far var chauffør – for en gangs skyld kunne han lokkes, for min farmor bor i Grenå så han kunne lige nå et familiebesøg og hygge med hende. Og så kunne jeg hygge mig med Gizmo.

Allerede ved kig i kataloget kunne jeg konstatere at der – ganske rigtigt – ikke var konkurrence i pensionist-klassen, så Gizmo var garanteret et BIS, med mindre dommeren ikke mente han var værdig til det. Klasse 14 talte til gengæld 5 hanner og 4 hunner, allesammen lækre og i mine øjne skønne udstillingskatte.

Om eftermiddagen blev det så tid til bedømmelse hos dommer John Rudolph. Han valgte at anvende en alternativ form, hvor vi alle skulle stå med vores katte på armen, han gik så rundt og rørte ved alle, løftede, kiggede, kælede og så ville han placere dem indbyrdes for tilsidst at udfylde de skriftlige bedømmelser i et hug. Hanner for sig og hunner for sig. Hannerne var først og da Gizmo var den første han i kataloget var han også først til at blive håndteret. Dommeren kiggede ham dybt i øjnene, kælede lidt, fik ham så selv i armene, satte ham på gulvet, op igen, pustede lidt i pelsen og så fik jeg ham retur. Sådan gik hele turen rundt. Så fortalte dommeren hvad han lagde vægt på hos huskatte, det var ikke et fint mønster eller en lækker farve, men at temperamentet var i orden, at alle umiddelbart kunne håndtere katten og at den overordnede kondition var i orden. Han fortsatte så med at fortælle om hans valg som bedste han, noget med lækker blank pels, fantastisk temperament, smukke øjne, god ligevægt, kraftig men ikke tyk….og så kom han hen og lagde hånden på Gizmos hoved og sagde “He’s my best”.

A’ hva’ ba’? Jeg ved fra de 4 andre hankastratejere at jeg har set fuldstændigt tom ud i hovedet, for jeg fattede seriøst ikke hvad det var John Rudolph lige havde sagt. Den bedste? Min gamle mølædte huskat på 11 år og 10 måneder slog 4 meget yngre og smækkerlækre hanner? Neeej, det kunne da ikke passe.

Men jo, det passede. Umiddelbart efter hannernes bedømmelse kom hunnernes, og så var det pludselig Gizmos tur til at hilse på den rare hr. Rudolph igen, denne gang med pensionist-skoene kridtet. Dommeren havde ikke ændret mening siden sidste bedømmelse og synes åbenbart stadig han var lækker, og så kunne jeg lige overraske ham både med alderen, men også da jeg fortalte at han faktisk havde været meget overvægtig indtil for kort tid siden. Jeg tror nok han var lidt imponeret.

I løbet af eftermiddagen var der flere og flere der ønskede tillykke og jeg fik også fortalt om Gizmos placering flere og flere gange, selvom det stadig ikke helt var feset ind….det er det for øvrigt stadig ikke.

Men sceneshow blev det til – Gizmo skulle i kl. 14 op imod Nikie Parrys lækre Diva og jeg tænkte – det er fint nok, hun render med stemmerne, men Gizmo bliver da trods alt BOX. Men sørme om ikke Gizmo rent faktisk fik 2 ud af 5 dommerstemmer, helt og aldeles uventet. Hvor er jeg stolt af min BOX-huskat.

Selvfølgelig blev jeg – som sædvanligt gjort grin med, da jeg valgte min “sædvanlige” pokal over et udstillingsgebyr, og det blev da ikke bedre, da jeg valgte TO pokaler og ingen udstillingsgebyr. Men jeg har altså sagt at pokalskabet kun er halvt fyldt herhjemme, så der er et stykke vej endnu.

Men for pokker…jeg synes det er helt ufatteligt, det der er sket i dag.

Tænk sig, da vi i december kom hjem fra TICA-udstilling i Rødekro, var jeg mere eller mindre overbevist om, at det blev Gizmos sidste udstilling nogensinde. Han var stadig halvskaldet af allergi, virkede mismodig og indsunken og var slet ikke den kat han plejede at være. Da han blev opereret lige før nytår troede jeg at han ville dø fra mig.

Og nu er han simpelthen bare tilbage – for fuld kraft. Glad, spindende, kærlig og kælen og generelt bare tæskehamrende lækker. Og husk lige på at han bliver 12 år om 2 måneder.

Jeg synes det er intet mindre end et mirakel og jeg er så glad for at have fået – ikke en ny kat – men min gamle kat tilbage.

Nu tager vi det en udstilling ad gangen og så skal jeg forsøge ikke at vakle næste gang jeg overvejer at tilmelde ham i kl. 14, for helt spild af penge var det jo ikke just denne gang….er næsten ærgelig over at vi ikke skal afsted i morgen, men de andre skal jo også have en chance…. ;o)

Blære-effekten var meget stor i hallen i Grenå og egentlig også nu på billeder...

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s