Tanker om fremtiden

Standard

De der kender mig ved måske at jeg er igang med en revalidering efter en lang sygemelding. Mange der kender mig ved det faktisk ikke, fordi jeg er et meget privat menneske og ikke braldrer ud til alle og enhver om min situation. Det er en af de ting jeg har forsøgt at ændre ved mig selv, fordi jeg ved at det hjælper mig enormt meget at tale om tingene. Ikke nødvendigvis for at få respons, men bare for at få sat ord på nogle af alle de tanker der fræser rundt i mit hoved.

Tankemylder. Det er et godt udtryk for hvad der foregår oppe i knolden på mig. Tanker hele tiden, for fulde gardiner og størstedelen ret så usunde.

De mest destruktive er tankerne om fremtiden. Det er dem der for alvor begrænser mig fordi jeg har en uheldig tendens til at male fanden på væggen. Jeg bilder mig selv ind at jeg ved hvordan andre vil reagere og baserer min tankegang på det – desværre er jeg sortseer, så det er sjældent til min fordel. Bingo – endnu en grund til at stresse.

En af de ting jeg har stresset meget over det sidste års tid, er min fremtid.

Jeg har længe vidst, at min revalidering var slut den 30. april 2010, og at der formentlig ikke vil være grundlag for en forlængelse. Ved sidste forlængelse lå det klart, at den blev givet fordi “man” mente at jeg kunne komme op på 30 timer om ugen og derfor effektivt raskmeldes til ordinær beskæftigelse ved udløbet af perioden.

Og nu melder tvivlen sig…

I knap seks måneder har jeg haft mentorstøtte på og det har givet mig så meget at jeg slet ikke kan beskrive det. Selv med kun 1 time om ugen til samtale, har jeg lært så meget om mig selv og mine mønstre, at jeg forstår mig selv bedre end jeg nogensinde har gjort før. Ikke at jeg er “færdig”, langtfra. En ting er at anskue tingene udefra, analyserende, en helt anden er at føle tingene på egen krop. Der er jeg ikke kommet til endnu…jeg bliver ved med at lave undvigemanøvrer for at undgå det.

Min sidste aftale med mentor var i går efter fyraften. Det var tid til en snak i anledning af at der i morgen fredag, er statusmøde om min tid med mentor på så min jobkonsulent kan få ført min sagsmappe ajour.

Når jeg taler med min jobkonsulent, sagsbehandler og lignende, er det naturligvis arbejdet det handler om. Hvordan går det i praktikken? Kan du klare opgaverne? Kommer du op om morgenen? Nu skal vi jo op i tid igen… Jeg har mere eller mindre fået ren besked om at det er arbejdet man vil høre om, det er arbejdet der er det vigtigste, alt andet kan træde i baggrunden.

Når jeg taler med min mentor og med min bostøtteperson er det hele Tina det drejer sig om, altså også hverdagen som sådan, fritiden og hvordan den bliver brugt. Og det er under de samtaler at jeg bliver bevidst om at der er noget ravruskende galt…tingene hænger simpelthen ikke sammen.

Men jeg er opdraget i Flinkeskolen, konfliktsky og så ansvarsfuld at det grænser til det usunde. Nej, det grænser faktisk ikke, det ER usundt.

For når andre siger at de er overbeviste om at jeg sagtens kan klare 30 timer, at jeg sagtens kan raskmeldes, at jeg sagtens kan klare det og det arbejde OG mit privatliv, så siger jeg selvfølgelig ”Ja, det har du nok ret i”, og overbeviser mig selv om at det passer selvfølgelig…og så begynder tingene pludselig at halte.

I løbet af de sidste knap 6 måneder hvor jeg har været i mine to sidste virksomhedspraktikker og samtidigt har haft mentor på, har det ligget i baghovedet, at arbejdet er det vigtigste, det er der jeg skal have succes. Så når jeg havde planlagt noget socialt i min fritid og var smadret på arbejdet bagefter, var min naturlige reaktion at fravælge det sociale i dagligdagen. Ergo har jeg ikke været til et eneste møde i min elskede studiekreds i et halvt år. Katteudstillinger er der også blevet færre af. Gæster har jeg kun haft til specielle lejligheder, Halloween, jul og nytår. Ikke engang min fødselsdag har jeg fejret. I køkkenet står resterne af opvasken fra nytår stadig og griner hånligt men jeg får den ikke taget.

For at klare mine 25 timer om ugen skal jeg for det første sørge for at få min nattesøvn. Minimum 7 timers uafbrudt søvn ellers er jeg ikke mange sure sild værd. Alligevel er det nærmere reglen end undtagelsen, at jeg ender i min seng når jeg kommer hjem fra arbejde. En halv time på øjet bliver til to-tre timer uden jeg føler mig udhvilet. I weekenderne sover jeg snildt 12 timer i døgnet og får stadig ikke lavet noget derhjemme.

Jeg havde store planer for min netop overståede påskeferie. I de 7 dage jeg pludselig havde fri, ville jeg have ryddet op i køkkenet, gjort hovedrent på badeværelset, støvsuget og vasket gulve i hele lejligheden, ryddet op i stue og soveværelse og haft sorteret til genbrug, storskrald eller beholde i nogle af bunkerne. Hvad fik jeg rent faktisk gjort?

Sovet….en masse. Meget hurtigt blev der vendt op og ned på nat og dag, så sengetid var klokken 4 om natten og stå op tid var sidst på eftermiddagen.

Set en masse fjernsyn som jeg ikke kan huske og lidt dvd-film der hænger lidt bedre fast.

Nusset med mine katte…meget vigtigt hvis du spørger kattene og mig.

Og ellers bare siddet foran computeren eller ligget i sengen og tænkt alt, alt for meget.

Intet andet fik jeg gjort.

Hvad det værste er? Sådan gik det også i min juleferie…og hver eneste weekend så længe jeg snart kan huske.

Så da min mentor i går fortalte, at hun på fredag ville anbefale at jeg max skulle arbejde i 25 timer om ugen og at det måske var fleksjob der skulle kigges nærmere på, satte det en masse tanker igang. Som sædvanlig gik stemmen i baghovedet igang med at ævle om at jeg ikke giver op, jeg kan godt klare det, jeg kan sagtens komme tilbage til der hvor jeg var før min sygemelding, det passer bare ikke det her. Og så var der alarmen der også kørte i baghovedet der bare messede: Hvad så med fremtiden? Hvad med økonomien? Men helt nede dybest i mellemgulvet, lå der sådan en tung, varm følelse af at det var dejligt befriende, at der endelig var nogen der sagde det jeg selv havde tænkt i rigtigt lang tid, men ikke havde turdet sige, på grund af angst for økonomien, og for reaktionen hos jobkonsulent og sagsbehandler.

Hvorfor er jeg lige så bange for at ytre min egen mening? Hvorfor er jeg altid en “medløber” der kobler mig på andre folks mening og forklejner min egen og i bund og grund fortæller mig selv at min egen holdning ikke gælder for noget? Hvorfor bebrejder jeg altid mig selv for alting fremfor at give skylden til andre når den rent faktisk hører hjemme der?

Flinkeskole, konfliktsky, ansvarsfuld, behagesyg, jeg kunne fortsætte med listen…det er mig på godt og ondt, mest på ondt desværre.

Jeg gruer lidt for mødet i morgen, aner ikke hvordan jeg skal få forklaret noget som helst…måske jeg bare skal printe dette indlæg ud og levere videre…

Tilsidst vil jeg nævne to øjenåbnere jeg har haft i løbet af ugen…nogle ret vigtige af slagsen.

Jeg har fundet ud af at jeg er hæmmet i forhold til at føre teori ud i livet.

Det forklarer rigtigt mange problemstillinger i min hverdag. Hvorfor jeg så hurtigt giver op når jeg har besluttet mig for kostomlægning, mere motion og vægttab. Hvorfor jeg ikke får gjort rent, vasket op eller kommer ud med skraldet. Hvorfor jeg har svært ved at komme op om morgenen….for bare at nævne nogle få punkter. Jeg lever mit liv i mine tanker, hovedet kører jo på højtryk hele tiden, så når jeg har trykket snooze på vækkeuret om morgenen, drømmer jeg for eksempel at jeg står op og det er så virkelighedstro at jeg bare sover videre. Når jeg sidder foran fjernsynet om aftenen, vasker jeg op i tankerne, laver mad til en fornuftig tid, støvsuger og ordner kattebakker. Og pludselig er det sengetid og jeg har intet lavet – andre steder end i mit hoved…som for øvrigt gør ondt og stadig kværner når jeg putter mig under dynen. Så tror da pokker jeg ikke får lavet noget.

Den anden øjenåbner drejer sig om mine fobier. Det er gået op for mig at nogle af dem er blevet meget, meget værre i løbet af de sidste fem-seks år, blandt andet min højdeskræk. Den anden der er blevet værre er min klaustrofobi som jeg så talte med min mentor om i går. Til min store overraskelse går det så pludselig op for mig at det faktisk ikke er klaustrofobi jeg har, men social angst…og den er blevet mærkbart forværret over det sidste år, faktisk i en sådan grad at jeg fik et angstanfald til en rockkoncert i februar. Social angst kan forværres af stress…lige noget at tænke over…

Jeg hænger simpelthen ikke sammen som et helt menneske for tiden. Arbejds-Tina er kommet til at fylde mere og mere og har gjort fritids-Tina mindre og mindre og dermed også givet hende mindre og mindre chance for at opnå succesoplevelser og dermed tro på hende selv. Og hvad hjælper det så egentlig at man får at vide at man gør sit arbejde godt og hurtigt. Der mangler jo en del af ligningen, jeg er ikke 100% som jeg helst skulle være.

Jeg er stadig nervøs for mødet i morgen….hader konfrontationer, men jeg ved også at det ikke bare er min fremtid det her drejer sig om, men faktisk hele mit liv, min eksistens. Jeg er nødt til at begynde at lytte til mig selv – OG stole på mig selv, i stedet for at tage andres ord for gode varer hver evig eneste gang.

Pyha, det blev et langt indlæg. Til dem der hænger ved endnu, tusind tak fordi I læste så langt. Kommentarer er meget velkomne, så skal jeg forsøge at bevise at jeg ikke lytter til dem, men min egen indre stemme alligevel ;o)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s