OCD

Jeg undskylder på forhånd at der kommer endnu et tekst-tungt indlæg fra mig allerede, men jeg kom lige i tanker om noget jeg opdagede i går aftes.

Efter en formodet klaustrofobi blev til social angst efter samtale med min mentor, besluttede jeg mig i aftes for at forsøge lidt selv-diagnosticering på en tilstand jeg har “lidt” af siden mine sene teenageår og aldrig rigtig har kunnet sætte ord på ensige forklare.

Resultatet jeg kom frem til var, at jeg har en mild form for OCD.

Vi kender alle tvivlen.

Fik jeg nu slukket kaffemaskinen/komfuret/brødristeren/strygejernet? Fik jeg låst døren? Lukket vinduerne? Fodret dyrene? Har jeg mit buskort/min pung/mine nøgler?

Når de er tilbagevendende er der tale om tvangstanker og hvis man så tjekker om man nu har husket det ene og det andet, så er der tale om tvangshandlinger.

Jeg kan genkende begge dele, og det var faktisk ad den vej, jeg fandt diagnosen på det “problem” jeg længe har undret mig over….mine tankebilleder, som OCD-foreningen kalder dem. Billeder der dukker op i bevidstheden igen og igen på en ensartet måde. Hos mig handler tankerne om tvivl og billederne om at komme til skade eller at andre kommer til skade.

Det er også altid de samme scenarier der dukker op i disse korte “blink” for mit indre øje. Siden min flytning er en af de hyppige for eksempel at jeg falder ned af trappen i min opgang. Resultatet er at jeg aldrig har noget i begge hænder op eller ned så jeg kan holde fast i gelænderet og at jeg går langsomt og forsigtigt. En anden fra min tid som tilkaldevikar i bogbusserne ved Randers Bibliotek var at falde ned fra førerhuset på Mediebussen der rent faktisk er en lastbil og derfor har et decideret førerhus hvor jeg ikke engang kan se gulvet når jeg står på jorden, så højt oppe er det. De blink er kommet tilbage efter jeg i tirsdags søgte et vikariat i selvsamme bogbusafdeling. Så er der den med at falde ned af trappen fra scenen på en katteudstilling med en kat i armene…den kører på repeat lige nu i anledning af at jeg skal på udstilling på lørdag i en klub der har genindført en høj scene med en dum trappe uden gelænder – og at jeg har en kat der med 99% sikkerhed skal på scenen.
Det var de mest gængse. Fælles for dem alle er at de er forbundet med handlinger jeg har udført. Jeg går hver dag op og ned ad trapperne i min opgang, jeg har mestret at kravle op i og ned fra det åndssvage førerhus og jeg har listet mig op og ned ad trappen på katteudstillingerne. Derfor er det noget kendt jeg fokuserer på.

Så er der de glimt der kører mere på det ukendte, det frygtede. Det er de glimt hvor mine katte kommer af dage på voldsomme måder, min bror dør, der er brand i min lejlighed, jeg sluger min tunge, bliver kvalt i opkast og så videre i den dur.

Det er ikke OCD i invaliderende grad, langt fra…jeg minder overhovedet ikke om Mr. Monk fra TV2, bortset fra hans underlige hovedryk som minder utroligt meget om dem jeg selv laver for at få et glimt til at gå væk, men bortset fra det…

Men hvor er det egentlig rart at vide hvad det egentlig er. Og at forklaringen på at glimtene er blevet oftere de sidste fem år på en måde har forbindelse med min depression, da begge dele udløses af for lavt serotonin i hjernen. Gad vide om man kan gøre noget ved dem….udover at give mig antidepressiver som jeg vil undgå for alt i verden.

Nåh, det må jeg lige huske at skrive bag øret og spørge min læge om næste gang jeg skal forbi ham…hvornår det så bliver.

Og nu skal jeg nok forsøge at tie stille – eller i det mindste bare nøjes med at sende nogle billedindlæg ;o)

Advertisement