Forestil dig et bælgravende mørkt soveværelse. Klokken er 1.40 natten mellem søndag og mandag og du forsøger – uden videre succes – at falde i søvn. I morgen ringer vækkeuret klokken 7 og der venter endnu en arbejdsdag.
Frustrerende, ikke?
Der er meget stille i sådan et soveværelse når man ikke kan falde i søvn. Den eneste støj kommer fra ens vejrtrækning og fra sengen når man vender og drejer sig for Gud ved hvilken gang.
Så jeg lagde mig til at nynne. Bare sådan lavt for mig selv. “Hallelujah” endte det med.
Gizmo lå i fodenden, jeg kunne mærke hans vægt ovenpå dynen.
Jeg nynnede videre. Pludselig rejser katten sig op i mørket, jeg kan mærke på madrassen at han kommer op til mig. Helt op i hovedhøjde kommer han, han spinder højt og veltilpas. Går igang med at ælte min brystkasse igennem dynen og natkjolen imens han presser sit hoved mod min hånd.
Kan han lide at jeg nynner, tænker jeg for mig selv.
Jeg stopper og et minuts tid senere forlader Gizmo min side, ja rent faktisk hopper han ned på gulvet og forlader helt soveværelset.
Jeg begynder at nynne igen. Sekunder senere har jeg min sorte bamse i øjenhøjde igen, højt spindende og meget veltilpas.
Jeg faldt ikke just i søvn af vores seance, men jeg havde et skønt samhørigt øjeblik med min skat, så skidt med at søvnen ikke indfandt sig før mere end en time senere og at jeg nu sidder klatøjet på arbejdet.
Tror jeg skal hjem og synge lidt for kattene i eftermiddag…
1001 Kat 