Præsentation af Junior

Standard

Lalleglade Junior i et tilsyneladende tænksomt øjeblik

Junior er indbegrebet af en drøm jeg havde haft i 7 år. Drømmen om en tabby Maine Coon hankastrat. Han er født den 1. juli 2006, så næste gang bliver han 4 år.

Historien om, hvordan Junior blev min, er faktisk ret interessant – synes jeg i hvert fald selv.

Jeg havde som sagt længe drømt om den her fantastiske Maine Coon hankastrat, han skulle være sort blotched tabby (med eller uden hvidt og sølv), stor og bamset og selvfølgelig leve op til de forventninger jeg havde om racens sind.

I 2006 fik jeg – efter stop af selvstændig forretning – pludselig en pæn klat penge tilbage i skat, som jeg slet ikke havde forventet. Og næsten før jeg havde nået at tænke tanken, var pengene sat til side til køb af drømmekatten.

Nu er køb af racekat noget af en jungle, især når man er førstegangskøber, så jeg var godt klar over at jeg ville få brug for noget hjælp. Og så er det at diverse online kattefora får deres berettigelse, for pludselig dukkede der en frivillig hjælper op. Pia Thomsen har opdrættet Maine Coon opdrættet Pitho, vi havde mødt hinanden en enkelt gang til et killingenus, og hun ville hjertens gerne hjælpe mig med at finde det helt rigtige match. Det siger man jo ikke nej til vel?

Så jeg blev inviteret hjem til Pia så vi kunne få en god snak om mine forventninger, ønsker og hvad jeg egentlig vidste om Coonerne. Skæbnen ville at Pia på daværende tidspunkt havde hele to kuld killinger gående derhjemme. Bevæbnet med en sæk legetøj til killingerne begav jeg mig afsted til vores aftale.

Og så er det min fegudmor begynder at vifte med tryllestaven.

Vel ankommet bliver jeg omringet af nysgerrige killinger, så jeg ender på gulvet i stuen imens kaffen bliver færdig. Sådan nogle killinger er nogle sjove størrelser, de klatrer rundt på en som om man var Mount Everest og de var bjergbestigere og de er alle som en fast besluttede på at få hele ens opmærksomhed.

Men der var altså en der tiltrak min opmærksomhed lidt mere end de andre. En lille blåtabby tingest der havde hægtet sig fast i mit venstre knæ med sine sylespidse kløer og bare hang der.

Da jeg senere kom op i sofaen og snakken begyndte at gå, dukkede den lille blå tingest op igen, denne gang insisterende på at sove i min arm. Det siger man jo ikke nej til så min arm faldt i søvn sammen med katten imens snakken med Pia fortsatte.

Snakken blev lang og det endte med jeg blev inviteret på middagsmad også. Skulle jeg hjælpe? Nej, jeg kunne underholde killingerne imens. Jamen, det gjorde jeg så, omend min opmærksomhed var fuldstændigt fikseret på den bette blå ting der lå og sov i en revne mellem to sofahynder. Det var vist omtrent på det tidspunkt at det gik op for mig hvor forelsket jeg rent faktisk var. Og at der rent faktisk var tale om en dreng, godt nok blå tabby og ikke sort, og han var ikke solgt. Hans navn var Pitho Crookshanks, efter Hermiones kat i Harry Potter, Pia kaldte ham Skævben som er den danske bogoversættelse og han var fuldstændigt og aldeles bedårende.

Jeg tror ikke der gik mere end et døgns tid efter jeg var kommet hjem – hvis der overhovedet gik så længe – før jeg fik taget mod til mig, og spørge Pia om jeg måtte blive skønhedens slave for livstid. Gud ske lov sagde hun ja.

Siden da har han beriget mit liv dagligt med skæve påfund, tosset opførsel og 100 % ufortyndet kærlighed. Han er alt hvad jeg havde drømt om – og så meget mere. Og jeg glæder mig til at nyde mange flere år sammen med ham, min pauseklovn, min hofnar, min elskelige bamse….

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s